top of page

Læringsmål for Sundhed og Science;

  • Jeg ved at et sundt liv både handler om krop og sjæl.

 

  • Jeg er nysgerrig og vil gerne vide mere om verden omkring mig.

 

  • Jeg kan arbejde med den videnskabelige arbejdsmetode.

 

  • Jeg kan anvende min kreativitet til problemløsning.

 

  • Jeg kan arbejde problematiserende og diskuterende (og kender Ugletræet).

 

  • Jeg kan samarbejde med andre - f.eks. i grupper.

 

  • Jeg tager ansvar og hensyn i alle henseender, for at jeg selv og alle omkring mig kan lære og trives.

Sundhed. Som elev på Sundhed og Science starter dagen med morgenidræt i en halv times tid. Her kommer pulsen op, søvnen ud af kroppen og du bliver parat til en ny dag. Du skal huske skiftetøj og håndklæde hver dag. Du skal regne med, at vi for det meste har morgenidræt udendørs - hver dag, hele året, uanset vejret.

 

Idrætsundervisningen har ambitiøse mål, hvor du bliver udfordret og får muligheder for nye og anderledes kropslige udfoldelser.

 

Frisk luft og friluftsliv stifter du også bekendtskab med på Sundhed og Science. Det kunne være i forbindelse med ture ud i naturen - måske med overnatning.

 

Brændstof til krop og hjerne er vigtig, så ud over din gode madpakke, må du gerne tage sunde snacks med, så du kan klare dig igennem en lang og udfordrende dag. Det er også en del af dagen, at vi laver Brain Breaks for at få energiniveauet op og hjernen i sving.

 

Sundhed handler ikke kun om motion og mad. Sundhed handler også om en sund tankegang, måden vi omgås hinanden, velvære osv. Det er meget vigtigt, at klassen bliver et sted, hvor du føler dig tryg og glad.

Science. Som elev på Sundhed og Science er du nysgerrig og vil gerne vide mere om verden omkring dig. Du er især optaget af naturvidenskab, men tager din nysgerrighed med i alle fag. Du kan lide at fordybe dig i emner og projekter. På Sundhed og Science får du muligheden for at fordybe dig i et fagligt projekt, et emne eller få tid til at øve en færdighed i et fag.

 

På Sundhed og Science arbejder vi ofte med en videnskabelig tilgang i undervisningen. Dvs. at opstille hypoteser, undersøge, observere, konkludere og gentage, hvis det er nødvendigt.

 

Du skal også lære at arbejde problemorienteret. Det vil sige, at du lærer at opstille et problem, som du belyser, diskuterer og forholder dig kritisk til - måske uden at finde et endeligt svar. Måske fører dit arbejde ligefrem til en ny problematik, du kan forfølge.

 

På Sundhed og Science vil vi ikke nøjes med kun at være mediebrugere (se under samarbejde) men også medieskabere. Som en ny del af sporet, vil vi arbejde med kodning - i første omgang blokkodning. Når du arbejder med kodning udvikler du din strategiske tankegang og kreativitet. Som led i at inddrage omverden i den åbne skole, er vi i gang med at etablere samarbejder med firmaer, der arbejder med kodning.

 

Samarbejde. Vi har tidligere haft samarbejde med skoler i udlandet. Derfor skal du som elev på Sundhed og Science være åben overfor at blive indkvarteret i private hjem i udlandet. Som familie skal I være klar til at åbne jeres hjem for besøgende skoleelever.

 

Vi bruger IT som en integreret del af undervisningen. Rent praktisk har vi som skole ikke computere eller devises til alle hele tiden, men vi låner så ofte vi kan, og du må gerne medbringe dit eget udstyr. Du og dine klassekammerater skal f.eks. samarbejde med lærerne via de værktøjer, der ligger i Google. Vi skal også bruge Skoletube og YouTube til at kommunikere og dele viden. Læringsportalen Minuddannelse.dk kommer også til at fylde mere og mere i undervisningen.

 

I løbet af skoleåret skal du arbejde med projekter sammen med de to andre Sundhed og Science-klasser. I efteråret arbejder klasserne f.eks. med Body Science og efter årsskiftet holder vi for sjette år Science Fair.

 

De sidste tre år i folkeskolen handler også om, at du skal finde ud af, hvor du ser dig selv efter folkeskolen. For at få afprøvet kræfter med arbejdslivet, satser vi i 7. klasse på, at du kommer i forældrepraktik. Forældrepraktikken kan foregå hos dine egne forældre, men du kan også prøve at finde et praktiksted hos familie eller dine forældres venner. Du og dine forældre skal selv finde et praktiksted til dig. Tidspunktet for praktikken vil vi fortælle på det første forældremøde i det nye år. Hvis vi får mulighed for det, vil vi arbejde på, at du og din klasse kommer i Landbrugspraktik i 9. klasse.

Sammenrystning. Vi skal have rystet klassen godt sammen. Det kræver tid, og den tager vi os, så alle elever får en chance for at få 3 gode år i udskolingen. Alle skal have mulighed for at udvikle sig mest muligt. Vi arbejder socialt med to hovedretninger: Ansvar og Hensyn. Man tager ansvar for egne handlinger og man tager hensyn til alle omkring sig.

 

Vi arbejder også aktivt for, at du bliver en del af hele Sundhed og Science-sporet og lærer de to andre Sundhed og Science-klasser at kende. Det gør vi blandt andet ved at lave fælles morgenidræt, fælles dage af mere social karakter og arbejde på tværs af klasserne når vi f.eks. har læseklub i dansk.

 

Som ny klasse er det ikke kun eleverne, der er nye sammen - det gælder også forældregruppen. Det kan handle om noget så simpelt som: “Hvem skal jeg sætte mig ved siden af til forældremøderne? Jeg plejer jo at sidde ved siden af….”. Det kræver noget af alle parter, men vi håber, at alle vil være med til at hjælpe hinanden over de første bump, så det f.eks. bliver lettere at ringe til hinanden, hvis man oplever problemer eleverne imellem, og hvis man har spørgsmål til hinanden osv.

Skoletasken. Din skoletaske består - ud over skiftetøj, skolebøger, penalhus osv. - også af en cykel, der virker og passer til dig - samt en cykelhjelm. Vi cykler ofte, når vi tager på tur, og alle har cykelhjelm på hver gang.

 

Du skal også huske at pakke dit gode humør og din ja-hat. Dem får du brug for hver dag.

Sundhed og Science

Velkommen til Sundhed og Science. Vi glæder os til at lære dig at kende.

bottom of page